1. I hypnose kan jeg tvinges til at gøre noget jeg ikke har lyst til.
En person kan ikke tvinges til at gøre noget mod deres vilje i hypnose. Myten har specielt fået liv af scenehypnose og tv shows med hypnotisører. Der er lavet omfattende undersøgelser, hvor personer i hypnose bl.a. er blevet bedt om at stjæle deres naboers post. Det er ikke lykkedes i nogen tilfælde.
De personer der bliver udvalgt i forbindelse med hypnoseshows er de samme personer, der danser på bordene til fester. Der er altså tale om personer, som nyder at optræde og lave sjov med sig selv i forsamlinger.
Samspillet mellem hypnotisør og den der skal hypnotiseres kan sammenlignes med det samspil, der er mellem en dirigent og et symfoniorkester. Musikerne i symfoniorkestret bestemmer selv om de vil følge dirigenten, og så længe hans anvisninger er fornuftige, vil de følge ham. Er han derimod uklar eller stiller urimelige krav så stopper musikken.
Det bedste resultat opnås når dirigent og orkester er på bølgelængde og arbejder sammen.
2. I hypnose kan jeg komme til at røbe mine hemmeligheder – fx min pinkode.
Denne myte hænger sammen med den første. Man kan ikke komme til at røbe ting, man ikke ønsker at sige, eller emner man ikke er klar til at tale om.
Hvor ofte har du hørt om hypnose benyttet i forbindelse med en forbrydelse i den virkelige verden? Nej vel? Det er kun på film og i bøger at den slags forekommer.
3. Man kan sidde fast i hypnosen og aldrig komme ud.
Der findes ikke eksempler på at det er sket. Da hypnosetilstanden opfattes som meget behagelig er der kunder der vælger ikke at vågne op, når hypnotisøren beder om det. Fænomenet forsvinder altid efter få minutter.
I forbindelse med hypnose over Skype eller pr. telefon er der mange eksempler på, at forbindelsen bliver afbrudt. I disse tilfælde går kunden selv ud af hypnosen få minutter efter afbrydelsen.